Medarbejderne fra stabskompagniet II tilbragte i uge 21 en uge med sammenhold, sjov og udfordringer i den østrigske alpeby Kaprun.
Af overkonstabel S. Rasmussen
Det er mandag morgen i uge 21, og soldater fra stabskompagniet II er mødt tidligt op for at få styr på de sidste vitale stumper, mens de gnider søvnen ud af deres trætte men forventningsfulde øjne.
Om kort tid ankommer bussen fra tung transport med to chauffører, der tydeligt er af den mere erfarne årgang. De har påtaget sig opgaven med at få os alle sikkert og trygt til Østrig, 1250 km og 12-14 timers kørsel fra Gardehusarkasernen.
Turens formål var at styrke sammenholdet og den generelle arbejdsglæde i kompagniet, ved at lave noget nyt og opkvikkende, som ikke nødvendigvis havde så meget med hverdagen på kasernen at gøre.
Bussen blev pakket godt op med bagage, der indeholder alt fra Ipads og civilt tøj til kosttilskud og ekstra uniformer. Imens fodrer chaufførerne flittigt men nervøst den gamle GPS med informationer, som burde bringe dem i stand til at finde til hotellet Alpenhaus Kesselfall i Kaprun.
Det hyggelige og flotte hotel er ca. 120 år gammelt og drevet af en dansk familie, som selv bor der hele året og har specialiseret sig i at levere hyggelige og vilde oplevelser til de besøgende.
Alle veje fører til Ausfahrt men hvor pokker er Kaprun?!
Efter morgenappel og instruks er humøret højt, da bussen forskyder hastigt sydpå mod færgeforbindelsen i Rødby. På den anden side ligger som bekendt en grænsehandel, der flittigt skulle benyttes til indkøb af vigtige feltrationer og andre fornødenheder til overlevelse i de Østrigske alper.
På vejen gennem Tyskland er der masser af skilte mod Ausfahrt, men desværre sjældent skilte der kunne vise os retningen til Kaprun.
Køreturen gav rig mulighed for at ”bonde” og snakke på kryds og tværs af sektionerne i kompagniet, så man kunne lære folk, man ikke har meget daglig kontakt med, bedre at kende.
Efter et par kulinariske smagsoplevelser ved diverse tyske motorvejskiosker og spisesteder, et kontrolvisit fra de tyske toldere og nogle utrolig spændende og ikke mindst meget velinstruerede (B)lockbusterfilm lander vi, noget ømme og trætte, ved vores hotel i det mørke Østrig efter kun 20 timers transporttid.
Det er stadig uvist om den GPS som sad i bussen var et af forsvarets mindre heldige investeringer…
Morgenstund har guld i mund
Solen kiggede frem over de flotte bjerge, der omslutter vores base, da værterne Kristian og Maj-Britt byder kompagniet velkommen. De præsenterer sig selv og fortæller lidt om deres baggrund, hotellet og området før der bliver givet ”ilden fri” på morgenmadsbordet. Da folk har spist, lavet madpakker og fyldt deres Camelbak tager guiderne over. Nu begynder alt det sjove for alvor!
I alt fire meget forskellige udfordringer venter kompagniet de næste tre dage, og for at kunne nå så meget som muligt, er kompagniet delt op i grupper under de første tre aktiviteter, der består af rappelling i vandfald, mountainbike i bjergene og bjergklatring.
Torsdag, som er sidste dag før hjemrejse, er dagen hvor hele kompagniet er samlet til den sidste store aktivitet, der består af en bjergvandring, der er beregnet til at tage cirka ni timer.
Hotellet forbliver vores udgangspunkt hele ugen. Her er vi hver dag samlet til morgenmad, gennemgang af dagens opgaver og til aftensmad. Der er gode muligheder for at hygge sig i hotellets velsmagende restaurant, i baren, eller på terrassen under den stegende sol, der om fredagen havde sat sine tydelige og ømme spor på dele af kompagniet.
Grænser og færdigheder sat på prøve
Bjergklatring var, for nogen, en lidt nervepirrende oplevelse, da ikke alle havde det lige godt med at klamre sig til et stykke klippe, der af og til rev sig løs og faldt flere hundrede meter ned i afgrunden. Det skal dog siges, at alle uden undtagelse var friske på at nå toppen på de forskellige sværhedsgrader af klatreruter. Der var også folk i kompagniet, som fik rykket nogle grænser og gjort op med en gammel fobi.
Den kammeratlige ånd var helt klart til stede gennem hele dagens aktivitet. Der blev heppet og råbt opmuntrende og energiske ting til folkene der kæmpede sig op, stykke for stykke, på de utilregnelige klippevægge.
Under mountainbiking i bjergene var sammenhold og kammerathjælp også i højsædet. Forestil dig at cykle op af Oksbøl-manøvrebanens stejle bakke (overdrivelse fremmer forståelse), for derefter at holde tungen lige i munden, mens man med over 60 km i timen suser ned igen af de snørklede og snoede veje,med ingen anden sikkerhed end noget gammelt pigtråd, som ofte lå spredt hist og her i grøfter og på bjergsider.
Rygterne vil vide, at en af gutterne havde et møde med et af disse sikkerhedsnet (pigtråd), der vist nok resulterede i et par revnede bukser.
Rappelling i vandfald var med sikkerhed den mindst fysisk belastende aktivitet på hele turen. (måske lige bortset fra nogle af fritidstimerne, som blandt andet gik med f.eks. solbadning, poolbar og jacuzzi i det nærtliggende badeland /spa-resort).
Alligevel var rappelling, ligesom med bjergklatring, indbefattet af et godt stykke med vandretur, der skulle overstås før man befandt sig et egnet sted. Og med 20+ i skyggen og skyfri skyfri himmel kunne man sagtens holde varmen i vores våddragter, som vi skulle påkrympe allerede om morgenen på hotellet.
Selve rappellingen blev overstået i fem omgange af fem vandfald. Våddragterne kom til deres ret, uanset hvor meget man ellers hadede dem under vandreturen, eller under den kamp til døden det blev at få dem af igen.
Dødens Vandretur og afslutning på ugen
Torsdag, som var turens sidste dag før hjemrejse, var af mange i kompagniet ventet med ærefrygt og respekt. Ingen vidste helt hvad de skulle forvente, men de fleste var enige om, at det nok ikke blev en let spadseretur. Det viste sig at være en mild underdrivelse.
Turen, som for nogens vedkommende blev på over 10 timer, var på ingen måde let eller afslappet. Det krævede koncentration bare at placeres fode på de meget smalle eller ikke-eksisterende stier, som skulle føre os helt til tops.
Sværhedsgraden var lige så høj som bjergtoppende, og der skulle både gås, klatres, kravles og klamres for ikke at falde og tumle ned i afgrunden (lidt ligesom de to ulve ved Mirasbergene).
Turen gik gennem skov og mark, klippe og gletsjerlandskab, og det er ret sandsynligt, at flere i kompagniet tog det som en personlig udfordring at nå til tops.
Lige så sandsynligt er det, at folk generelt var glade for at komme tilbage på hotellet igen, hvor de kunne fylde depoterne op med rigelige mængder vand, kulhydrater og ikke mindst kalorier, som alle kom markant i underskud af den dag.
Aftenen sluttede af med lækker mad og afsked med guiderne og familien. Nogle holdt fest i hotellets bar og restaurant med musik og lidt at drikke, mens andre havde mere brug for at hvile øjenlågene og restituere ovenpå dagens strabadser.
Turen hjem til Danmark gik bedre med hensyn til at finde vej. Og selvom bussen ikke var specielt god at sove i, fandt de allerfleste forunderligt nok ud af at falde i søvn alligevel, ovenpå en superfed og oplevelsesrig uge, som både fik styrket kompagniets sammenhold og gejst.
